Før jeg tog til England, havde jeg aldrig haft noget med de hjemløse at gøre. Det var bare nogen man gik forbi ude på gaden. Nogen der irriterede en, eller antastede en på gaden når de bad om penge, eller ville sælge Hus forbi.
Min opgave, inden vi tog til England var kun baseret på inklusion/eksklusion, og ikke på den hjemløse som menneske. Vi mødte Michael på gaden, og hørte hans livshistorie. Han åbnede sit hjerte til 4 fremmede studerende fra Danmark, som han ikke kendte. Han fortalte åbent og ærligt om sig liv, og om hvorfor han var end som hjemløs. Jeg blev fuldstændig fanget at hans fortælling om, hvordan han var vokset op hos alkoholiserede forældre, der sloges og skændes dagen lang. Og hvordan han selv havde bragt denne arv videre, til sit eget liv med kone og børn. Han fortalte om bruddet, hvor han valgte at rejse, Han fortalte stolt om sine børn og deres formåen, og hvordan de var på vej til at bryde den sociale arv. Den ene ved at læse til læge.
Jeg glemte at se på personene og mennesket bag den hjemløse inden jeg tog af sted, men det gør jeg nu, for jeg har jeg har mødt Michael.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar